Espergærdes historie - fra fiskerleje til Hvid By
Fiskerlejet Espergærde

Fiskerlejet blev i slutningen af 1800-tallet et yndet mål for landliggere og det bedre borgerskab begyndte selv at opføre sommervillaer.
Fiskerlejets historie er blandt andet skildret i Birger Mikkelsens bog ”Espergærde – et fiskerlejes historie”.
En vigtig person i forbindelse med indsamling og bevaring af fiskeredskaber m.m. fra Sydkysten er arkitekten Per Christiansen, der også har haft stor betydning for byudviklingen i Espergærde. Per Christiansens samling af fiskeredskaber befinder sig i en særudstilling på det lokale museum Flynderupgaard.
Kystbanen

Byudvikling
Udviklingen af boligområder i Espergærde på den ”forkerte” side af Kystbanen, tog rigtig fart i begyndelsen af 1960’erne. Arkitekterne Per Christiansen og Per Bruun havde udarbejdet en omfattende bebyggelsesplan med kædehuse, etagehuse og center. Bebyggelsen med store grønne områder fik tilnavnet Den Hvide By og er udførligt beskrevet i bogen ”Den hvide by med de røde tage”.Centret der blev taget i brug i 1964 kan smykke sig med betegnelsen Danmarks ældste butikscenter.
Ved kommunesammenlægningen i 1970 blev den store landkommune Tikøb Kommune sammenlagt med den gamle købstad Helsingør, dette skete uden den store begejstring fra Tikøb-borgernes side.
Bibliotek

Lokalhistorie
Espergærde har et rigt foreningsliv, og på det lokalhistoriske område er det værd at nævne: Historisk Forening for Espergærde og Omegn, og Borger- og Grundejerforeningen for Espergærde-Snekkersten. I de pågældende foreningers medlemsblade ”Egebækken” og ”Borgerbladet” er der mange udmærkede lokalhistoriske artikler.I anledning af Borger- og Grundejerforeningens 100 års jubilæum i 2004 skrev lokalhistorikeren Kjeld Damgaard ”Sydkysten gennem 100 år”. Kjeld Damgaard er også redaktør af ”Egebækken” og står bag hjemmesiden ”Tikøb Kommunes Historie”. Sidstnævnte hjemmeside er at finde sammen med andre lokalhistoriske netadresser på Helsingør Kommunes Bibliotekers hjemmeside.